Syddjurs dagplejere bliver DGI certificeret

Samtlige dagplejere i kommunen får fokus på børns motorik

børn Dagplejen i Syddjurs Kommune sætter det næste år ekstra fokus på bevægelse og motorik. Alle cirka 80 dagplejer vil blive undervist i, hvordan de motiverer børnene til aktiv leg og bevægelse.

Undervisningen ligger vægt på glæden ved bevægelse, og hvordan dagplejeren kan deltage i legen og være gode rollemodeller. Samtidig skal undervisningen tage hensyn til, at en dagplejer både kan have et barn på otte måneder og et på to år.

"I disse digitale tider er det særligt vigtigt at have fokus på leg og bevægelse hos små børn. Derfor er det rigtig godt, at vores dagplejere nu vil få ekstra viden og inspiration fra DGI om leg og bevægelse. Jeg håber, undervisningen vil give os en ny tilgang til bevægelse og et fælles sprog dagplejerne imellem. Jeg ser frem til, at høre om resultaterne af undervisningen," siger formand for udvalget for familie og institutioner, Kirstine Bille, i en pressemeddelelse.

Blandt dagplejerne er det blevet godt modtaget, at de nu skal DGI-certificeres og undervises i bevægelse og motorik i en et-årig periode. Dagplejer Elin Høegh Bloch udtaler:

"Jeg ser virkelig frem til det. Det kommer til at give os alle en masse inspiration til, hvordan vi kan bruge motorikken endnu mere i dagligdagen. Særligt blandt de helt små, som ikke er i bevægelse endnu, forestiller jeg mig, at vi kan få nogle gode redskaber. De kan meget mere, end man umiddelbart vil tænke, og nogle børn har måske brug for lidt hjælp til at knække koden og for eksempel begynde at kravle eller gå".

I alt 14 kommuner er i gang med at blive DGI certificeret på dagplejeområdet.

logy

Publiceret 09 July 2018 11:58

SENESTE TV