Sælsafari og langtur med nationalparkskib

Oplev en lumsk bugt, sæler og slotsruin fra vandsiden

Nationalpark Mols Bjerges istidslandskab, gravhøje, dødishuller, vilde heste, vandre- og cykelture er fascinerende at opleve, men vandet og kysterne i nationalparken er bestemt også en oplevelse værd. Her kan alle interesserede denne sommer opleve en tur på vandet med nationalparkskibet Skødshoved og se spættede sæler, medmindre de er drilagtige og gemmer sig.

Man kan også opleve en unik historisk sejlrute fra anløbsbro til anløbsbro mellem Ebeltoft Fiskerihavn og Nappedam Lystbådehavn.

Det foregår med motor, og der er derfor altid sikkerhed for at nå målet uanset vindstyrke og vindretning.

Sæler ligger på sten

"Sælsafari-turene med nationalparkskibet Skødshoved er noget helt særligt. Her kan man se sæler, der hviler på stenene ved revet mellem Kalø Slotsruin og Lumskebugten. Desuden ser man Kalø Slotsruin fra en helt anden vinkel, end man ellers gør," fortæller skipper Geert Bilander i en pressemeddelse.

Turen starter fra Nappedam Lystbådehavn, og afsejlingen er ganske bemærkelsesværdig, i hvert fald når man står ved roret. Skibet sejler nemlig ad et ikke-afmærket historisk løb ud for Nappedam.

”Det skal man kende for at besejle. Der er 30 cm vand til den ene side og 60 cm til den anden. Vi sejler faktisk på kanten af landet,” fortæller skipperen.

Nationalparken fra vandsiden

Fire gange i løbet af sommeren kan man desuden komme med på langtur fra Ebeltoft til Nappedam eller fra Nappedam til Ebeltoft. Her er det en stor oplevelse at studere en stor del af nationalparkens kystlinje fra vandsiden.

”Landskabet skifter hele tiden, der er så meget at se – Sletterhage Fyr, Mols Hoved, Samsø, et kig ind mod Aarhus, pynter og fremspring. Der dukker hele tiden nyt op”, fortæller Geert Bilander. En stor del af kystlinjen er i øvrigt utilgængelig fra landsiden.

Find og book en tur på Nationalpark Mols Bjerges hjemmeside www.nationalparkmolsbjerge.dk

logy

Publiceret 06 July 2018 16:00

SENESTE TV