Søren Heinze en bip-test fra Danmarksserien

Den dygtige og talentfulde fodbolddommer fra Hornslet får nye udfordringer efter sommerferien

Af
Lars Norman Thomsen

Lige nu er skoleleder på Ugelbølle Friskole, Michael Kjær, Rønde, den fodbolddommer på Djursland, der er er rangeret øverst i hierakiet.

Michael Kjær dømmer i Danmarksserien, men efter sommerferien gør Søren Heinze, 35, Hornslet, ham rangen stridig.

Heinze er blevet vurderet til at være klar til rykke op fra Jyllandsserien til Danmarksserien.

"Hvis jeg består den bip-test, der hedder 17.4, så rykker jeg fra Jyllandsserien og op i Danmarksserien, efter ferien," siger Søren Heinze.

Alle dommere skal bestå Yo-Yo test 17.4 for at opfylde de fysiske krav til dommere i Danmarksserien.

17.4 svarer til en tilbagelagt distance på i alt 1.460 meter. Det vil tage små 13 minutter at løbe denne distance.

Løbehastigheden øges for hvert niveauskift og hver gentagelse svarer til en distance på 2 x 20 meter. Efter hver gentagelse er der en kort afjogningspause på 10 sekunder.

Hvert gennemløb skal gennemføres indenfor den angivne frist. Første gang man ikke gør dette (fx for tidlig start eller for sent indløb), modtager man en advarsel. Anden gang er testen forbi.

Vejen til divisionerne

Danmarksserien fungerer som talentrække, og tager dermed udgangspunkt i dommere med DBUs talentprofil. Det vil sige, at rækken skal være forbeholdt dommere, der har mulighed for at blive divisions-dommere.

Søren Heinze var i de helt unge år en glimrende fodboldspiller med et begavet venstreben. Siden lagde han fodboldspillet på hylden for helt at hellige sig dommergerningen.

Følgende lokale dommere rykker en række op efter sommerferien:

Søren Heinze rykker op i DS (lokal)

Thomas Basse Jensen rykker op i JS (talent RTG 2 – flytter til Fyn)

Kasper Eriksen rykker op i JS

Audry Munanira rykker op i Serie 2

Christoffer k. Oredsen rykker op i Serie 2

Claes Søgaard rykker op i Serie 3

Mads Kildal Christensen rykker op i U-17

Derudover kan nævnes, at Patrick Remon Andersen, som har sine rødder på Djursland, men som nu er bosat i Randers – og dermed medlem af Randers Fodbolddommerklub - er rykket op i 1. division.

Kilde: Djurslands Fodbolddommer Klub

Publiceret 05 July 2018 19:51

SENESTE TV