Frederik Schandorff først over målstregen på Suzuka F1 banen i Japan

Den lokale motorkører fra Essig ved Feldballe tre gange på podiet i juni

Af
Lars Norman Thomsen

Frederik Schandorff, 22, er blandt de navne Lamborghini Squadra Corse har udnævnt til deres Young Drivers og GT3 Junior-program. for 2018.

Lamborghinis målsætning med junior-programmerne er at promote og udvikle de unge talenter, alle under 26 år, til en karriere i motorsporten.

Aktivt forår

Frederik Schandorff, der bor i Essig ved Feldballe, har haft et aktivt forår, hvor han både har kørt med i DTC og ligeledes i Lamborghini Super Trofeo sammen med belgieren Niels Lagrange.

I den Europæiske Lamborghini Super Trofeo serie, hvor løbsformatet er af en varighed på 50 minutter med kørerskifte undervejs, var Frederik Schandorff med på Misano banen i Italien lørdag 23. juni til et aftenløb i mørke.

"Her kørte Frederik sig på 1. omgang fra P12 til P6. Frederik og hans medkører Niels Lagrange sluttede på podiet som nr. 3 i Pro klassen," fortæller hans far Peter Schandorff.

Juni startetede med en 2. plads i finalen på Ring Djursland i et regnvådt DTC løb.

Klimaks i Japan

Klimaks kom dog i den sidste weekend i juni, hvor Frederik Schandorff med få dages varsel var blevet hasteindkaldt til at deltage i Lamborghini Super Trofeo Asia på Suzuka F1 banen i Japan.

"Frederiks tyske team Leipert Motorsport manglede en mand til at køre i en af deres biler i Japan. Frederik havde aldrig kørt på banen før og havde en stejl indlæringskurve de få gange, der var træning inden første løb, og han kvitterede for tilliden ved at køre over målstregen som vinder af PRO klassen i første løb. En fantastisk præstation af en debutant at kunne vinde overall i hans første optræden i Asien," lyder det fra en begejstret Peter Schandorff, der sender roser videre til det lokale erhvervsliv, der med deres sponsorater gør det muligt for den talentfulde kører at spille på mange heste.

Publiceret 02 July 2018 16:08

SENESTE TV