Sune Sørensen blev med sin udligning til 3-3 dagens mand i skysovs på HSM Arena. Foto: Martin Schultz

Sune Sørensen blev med sin udligning til 3-3 dagens mand i skysovs på HSM Arena. Foto: Martin Schultz

Seriefodbold: Sune Sørensen var dagens helt på HSM Arena

IF Midtdjurs var så tæt på at klare frisag, men så kiksede det hele i slutsekunderne, hvor Grenaa udlignede på en konflikt

Af
Martin Schultz

“Det var med det alleryderste af neglene, at vi reddede livet i Serie 2 i kampens sidste sekunder.”

Det siger Grenaa IF’s cheftræner Gary Taylor efter at hans spillende assistenttræner Sune Sørensen i de døende sekunder af skæbnekampen mod IF Midtdjurs med udligningen til 3-3 havde sikret Grenaa If endnu en sæson i Serie 2.

For der var dømt kamp om overlevelse, da Grenaa IF lørdag eftermiddag tog imod IF Midtdjurs på HSM Arena, hvor IF Midtdjurs med en sejr kunne sende Grenaa IF ned i Serie 3, mens hjemmeholdet i bedste fald med et enkelt point kunne sikre sin forbliven i Serie 2.

Og kampen blev nok mere spændende end forventet, for undertippede IF Midtdjurs bød Grenaa IF trods og havde indtil Sune Sørensens scoring under et klumpspil i kampens sidste minut den altafgørende sejr inden for rækkevidde.

Så der var lettelsen og skuffelsen til forskel, da de to hold gik på sommerferie efter en sindsoprivende afslutning på bundopgøret. Grenaa IF spiller i efteråret fortsat i Serie 2, mens IF Midtdjurs ammen med Vorup FB tager turen ned i Serie 3.

De gamle fik vendt skuden

Som bekendt overtog Gary Taylor træningen af Grenaa IF efter en horribel sæsonstart, hvor Grenaa IF efter fem kampe kun havde et enkelt point og ledelsen derfor stoppede samarbejdet med holdets træner Kent Jensen. Holdleder Gary Taylor tog over sammen med veteranen Hans Kurt Marx som assistent og Sune Sørensen som spillende assistenttræner. Holdets rutinerede spillere ”rykkede sammen i bussen” og fik vendt skuden og begyndte at få point ind på kontoen. Men i den ekstremt jævnbyrdige pulje endte Grenaa IF alligevel lige over nedrykningsstregen inden den sidste kamp mod IF Midtdjurs.

IF Midtdjurs havde tværtimod startet sæsonen udmærket, men var sæsonen igennem plaget af skader, som blandt andet satte holdets profil og topscorer Ahmad Al-Bahadli ud af spil med en alvorlig skade. Selv om IF Midtdjurs spillede udmærket midt på banen, kneb det med effektiviteten i både forsvar og angreb, og holdet havde i mange kampe svært ved at score de nødvendige mål og tabte kampe med små marginaler.

Brændte for meget

Så scenen var sat for et nedrykningsdrama, da de to hold mødte hinanden på HSM Arena lørdag.

Men Grenaa IF fik den bedste tænkelig start på opgøret, da Rasmus Wetche på kampens første angreb fra en position ved bagerste stolpe fik sat sig igennem og sparkede bolden i mål til en 1-0 føring.

”Det var en fin start, så det kører det her,” tænkte Gary Taylor og kunne se sit hold sætte sig på alt spillet.

”Vi skulle have lukket kampen. Vi havde flere chancer, men brændte for meget,” siger Gary Taylor, som efter en 1-0 føring ved pausen kunne se IF Midtdjurs komme ud over stepperne i 2. halvleg.

I det 54. minut udlignende Martin Lindberg for gæsterne, men midt i halvlegen kom Grenaa IF igen foran, da Martin Westmark Hansen blev spillet i dybden af Simon Dinesen. Westmark udnyttede friløberen ved at skyde bolden gennem benene på IFM’s velspillende målmand Troels Gudumlund.

Men føringen holdt kun i få minutter inden Martin Lindberg igen bragte balance i regnskaber, og ti minutter før tid bragte IF Midtdjurs sig i en uventet vinderposition, da indskiftede Tobias Gudumlund scorede til 3-2.

”Panik. Panik. Så måtte vi køre alt frem, og der blev skiftet en forsvarer ud og sendt en angriber ind. Alt blev sendt frem, og der blev skudt og headet imod IF Midtdjurs’ mål. Og langt ind i overtiden fik Sune Sørensen sidste fod på bolden i et klumpspil efter et hjørnespark. Det var en kæmpeforløsning, men vi skulle lige afvente resultatet fra Vorup FB’s kamp mod Hadsten SK. Det blev uafgjort, og så var vi reddet,” fortæller Gary Taylor.

Ung målmand holdt IFM inde i kampen

”Vi spillede en elendig 1. halvleg, men kom godt igen i 2. halvleg og kæmpede godt gennem hele kampen. Vi kan takke vores målmand Troels Gudumlund for en flot indsats, og han holdt os med sin mange redninger inde i kampen,” fortæller assistenttræner Jens ”Elvis” Ring Kristensen, som i cheftræner Jesper Bager (på ferie i udlandet) og holdleder Klaus Fanøs (private årsager) fravær stod alene med ansvaret i skæbnekampen.

”Vi har haft problemer med at score i denne sæson, men i de sidste to kampe har vi scoret tre mål begge gange. Vi satsede i 2. halvleg og spillede med tre angribere med Frederik Laursen, Lasse Danielsen og Tobias Gudumlund helt fremme. Grenaa IF lagde et voldsomt tryk på os til sidst, hvor de pumpede høje bolde op til deres høje, fysisk stærke angribere, og vi kom nok til at stå for lavt,” fortæller Jens ”Elvis” Ring Kristensen.

Med det uafgjorte resultat bliver Grenaa IF hængende i Serie 2. Det er også vigtigt for klubbens rolle som fødekæde for eliteoverbygningen FC Djursland, som onsdag aften spiller playoff kamp om oprykning til Danmarksserien. Ifølge Gary Taylor er trænersituationen uafklaret, men sikkert er det, at assistenttræner Hans Kurt Marx efter mange års indsats som træner og leder for Grenaa IF går på pension.

IF Midtdjurs må ned i Serie 3 og bygge op på ny omkring den talentfulde seniortrup med mange unge spillere. IF Midtdjurs har netop fået en kunstgræsbane, AC Huse Park, som helt sikkert vil give klubben bedre træningsmuligheder. Cheftræner Jesper Bager fortsætter på posten, mens assistenttræner Jens ”Elvis” Ring Kristensen stopper og holdleder Klaus Fanø er gået i tænkeboks.

Kampfakta:

Serie 2, Pulje 17

Grenaa IF - IF Midtdjurs 3 - 3 (1 - 0)

Lørdag 23. juni kl. 13.30 på HSM Arena i Grenaa

Målscorere

1 - 0 Rasmus Wetche (1. Min.)

1 - 1 Martin Lindberg (54. Min.)

2 - 1 Martin Westmark Hansen (70. min.)

2 - 2 Martin Lindberg (72. min.)

2 - 3 Tobias Gudumlund (81. min.)

3 - 3 Sune Sørensen (94. min.)

Publiceret 26 June 2018 12:37

SENESTE TV