Seriefodbold: Auning IF tabte topopgør på mål to minutter før tid

Auning IF havde overtaget i 2. halvleg, men måtte se topholdet Lystrup IF score kampens eneste mål kort før tid i seværdigt topopgør på Auning Stadion

Af
Martin Schultz

Tre hold har skilt sig ud i toppen af pulje 34 i Serie 3 i en tæt kamp om oprykning, og lørdag eftermiddag var der topopgør mellem Auning IF og topholdet Lystrup IF.

I en tæt og intens kamp på Auning Stadion måtte hjemmeholdet slippe taget i topholdet, da Lystrup IF to minutter før tid scorede kampens eneste mål og dermed konsoliderede sin førsteplads inden sidste spillerunde på lørdag.

Auning IF havde en teoretisk chance for at vinde rækken inden kampen mod Lystrup IF, men nu står kampen om oprykning mellem Lystrup IF og AH 2012, mens Auning IF skal forsøge at slutte sæsonen så godt som muligt mod SMIFF på Albæk Stadion.

”Det var en seværdig kamp mellem to gode hold. 1. halvleg var meget lige med to gode forsvar. Der var nogle få chancer i begge ender af banen, og Lystrup IF var farligst i standardsituationer, men i det åbne spil havde begge hold svært ved at få spillet til at glide og få nedbrudt hinanden,” fortæller Auning IF’s cheftræner Claus Svenningsen.

Forsvaret tog sig en blunder

I 2. halvleg fik Auning IF ifølge Claus Svenningsen et lille overtag.

”Vi fik sat vores spil bedre op og fik også spillet os til gode muligheder, men vi var ikke effektive nok og brændte nogle store chancer.”

Gæsterne fra Lystrup var fortsat mest farlige ved standardsituationer, og det var da også efter et hjørnespark i det 88. minut, at topholdet scorede det afgørende mål til 1-0.

”Vi kommer til at stå og blunde lidt efter et hjørnespark, hvor bolden efter et par retur’er dumper ned hos en af deres spillere, som fra kanten af feltet nærmest skovlede bolden i mål. Vi var uopmærksomme i situationen, og jeg tror, at det var fordi en af Lystrups spillere højlydt henvendte sig til dommeren i sekvensen før scoringen, og vores spillere troede der ville blive fløjtet,” forklarer Claus Svenningsen om den kampafgørende scoring.

Martin Gundersen blev kampens spiller

Med nederlaget i topopgøret er Auning IF ude af oprykningsracet og ender på en tredjeplads i rækken.

”Vi spillede en god kamp og kan kun være tilfredse med vores indsats. Nu gælder det kampen mod SMIFF, og vi vil gå ud for at vinde kampen og være med i toppen til det sidste,” siger Claus Svenningsen.

”Vi havde ikke oprykningen som målsætning, men ville udvikle os og blive dygtigere. Det synes jeg vi er lykkedes med. Vi har haft fremgang i år, og det vil vi bygge videre på. Vi har fået en solid defensiv, og det er et godt fundament,” siger Claus Svenningsen.

Auning IF var ubesejret i de første ti kampe inden holdet på en dårlig dag løb ind i det første nederlag med 4-3 ude mod Vorup og tabte det afgørende skridt i oprykningskampen.

En af holdets unge spillere, Martin Gundersen, blev valgt til kampens spiller.

”Martin har udviklet sig rigtig godt i løbet af sæsonen og tager ansvar på holdet, og han spillede en rigtig god kamp mod Lystrup IF,” siger Auning IF’s træner Claus Svenningsen.

Kampfakta:

Serie 3, Pulje 34

Auning IF - Lystrup IF 0 -1 (0 - 0)

Lørdag 16. juni kl. 15.00

Målscorer:

0 - 1 Thomas Hessellund (88. min.)

Publiceret 21 June 2018 10:00

SENESTE TV