Seriefodbold: Rougsø FF kun en meter fra ny sæson i Serie 3

En imponerende slutspurt og resultater, der har flasket sig, gør, at Rougsø FF med en sejr i sidste spillerunde sikrer sig en ny sæson i Serie 3

Af
Lars Norman Thomsen

"Både motivationen og koncentrationen var helt i top, da vi gik på banen tirsdag aften på Albæk Stadion, og det udmøntede sig heldigvis også i vores anden sejr på tre dage," fortæller en glad cheftræner Jesper Møgelvang, Rougsø FF.

For anden gang i træk gik Rougsø FF fra banen med en sejr. Denne gang på 4-2.

Kort inde i kampen endte en dødbold via Mikkel Knudsen hos topscorer Søren Bai, og han gjorde det med sin ottende sæsonscoring sikkert til 1-0.

"Ti minutter senere fik vi et frispark midt på modstandernes banehalvdel, og det bragede Lars Thomsen helt op i det ene målhjørne i medvinden til 2-0, mens det så ud til, at værternes målmand fik solen i øjnene. Det var selvfølgelig en god start for os, men efterfølgende kom SMIFF bedre med i kampen," fortæller cheftræner Møgelvang.

Taktisk bommert

Foran 2-0 ved pausen foretog Jesper Møgelvang , hvad han selv indrømmer "det modsatte af en genistreg."

Han tog Casper Bruus og Peter Møller ud for at være sikker på at kunne have dem på banen, når kampen skulle afgøres.

To gange indenfor fem minutter spillede SMIFF sig i gennem, og med 2-2 så det skidt ud.

"Tilmed måtte vi tage Søren Bai ud med en fibersprængning, og det lignede en sejr til værterne. Uheldigvis for dem dummede deres Andreas Kjær sig gevaldigt, da han først savede Jesper Thomsen midt over og blev tildelt en advarsel, hvorefter han kaldte dommeren for en tegning, og det gav selvfølgelig en marchordre," fortæller Jesper Møgelvang.

"Vi flyttede en del rundt, og vi ledte efter den opstilling, der kunne åbne værternes forsvar. Vi fik flyttet Ronni Juul Jensen helt frem og Peter Møller ud på højrekanten, og det gav pote. En aldeles velspillende Mads Kusk spillede midt i anden halvleg Peter Møller fri i højre, og han lagde bolden fladt ind til Ronni Juul Jensen, der sparkede den gennem benene på keeperen til 3-2."

"Vi kørte fortsat på, og kort efter spillede Mads Kusk igen en bold i dybden til Peter Møller, og denne gang lagde han den fladt forbi Thomas Holst i målet til 4-2. Sejren bragte os tre pladser frem i tabellen, da vi nu er bedst i det indbyrdes regnskab med SMIFF og Dronningborg."

Tæt på redning

Rougsø FF kan nu selv sikre sig overlevelse på lørdag i Vorup med en sejr

"Det vil altså være godt gået, hvis det lykkes for os her til sidst. Hvis vi taber til Vorup, så skal enten Assentoft besejre Dronningborg, eller også skal Auning besejre SMIFF. Derved kan vi sikre overlevelse, men vi vil selv gøre det færdigt," lover cheftræneren.

Mads Kusk blev valgt som man of the match.

"Men vi vandt kampen på en gedigen holdindsats og med en stærk Mikkel Nygaard på mål. Jeg håber virkeligt, at vi kan sikre os mod nedrykning i en forårssæson, hvor det har været stolpe ud i rigtigt mange kampe med undtagelse af de sidste to mod DB og SMIFF," lyder fra en tilfreds Jesper Møgelvang.

Tirsdag d. 19/6 kl. 19.00 på Albæk Stadion - S3:

SMIFF - Rougsø FF 2-4 (0-2)

Holdopstilling: Mikkel Nygaard - Jesper Thomsen, Mads Katholm, Mikkel Knudsen, Jesper Rothmann - Jannick Nielsen, Mads Kusk, Søren Bai (anf.), Lars Thomsen, Casper Bruus - Peter Møller samt Mathias Rothmann, Daniel Nielsen og Ronni Juul Jensen

Målscorere: Søren Bai, Lars Thomsen, Ronni Juul Jensen og Peter Møller

Advarsel: Mads Kusk

Publiceret 20 June 2018 17:37

SENESTE TV