Seriefodbold: IFM drillede topholdet – men Randers Freja sikrede oprykningen til KPI

IF Midtdjurs udlignede en tomålsføring til 3-3 i kampens sidste minutter, men Kolind/Perstrup IF er sikker på oprykning efter at Randers Freja tabte på hjemmebane

Af
Martin Schultz

Det var med bøjede hoveder og med en god portion skuffelse, at Kolind/Perstrup IF oprykningskandidater fredag aften forlod hjemmebanen Kolind Park, efter at ærkerivalerne fra IF Midtdjurs i lokalopgøret foran et stort publikum under byens sommerfest i kampens sidste minutter hentede en 3-1 føring til det uafgjorte slutresultat 3-3.

Det var ikke en præstation, som gav hjemmeholdet ret meget selvtillid inden det forventede topopgør næste lørdag på Kolind Park, hvor oprykningen skulle afgøres i direkte duel med Randers Freja.

Men skuffelsen fra fredag aften blev vendt til oprykningsglæde dagen efter, da Randers Freja på hjemmebane højest overraskende tabte med 4-1 til Hadsten SK og dermed ikke kan nå Kolind/Perstrup IF på førstepladsen i Serie 2 uanset udfaldet af kampen på lørdag.

Dermed vender Kolind/Perstrup IF tilbage til Serie 1 efter blot en sæson i Serie 2, men sikkert den erfaring rigere, at der skal arbejdes hårdt og trænes koncentreret for at undgå den samme elevatortur som sidst de orange fra Kolind var på et kort ophold i Serie 1.

IF Midtdjurs var ikke knækket

Og Kolind/Perstrup IF viste bestemt ikke oprykningsklassen i kampen mod lokalrivalerne fra IF Midtdjurs, som kæmpede for at undgå nedrykning og var topmotiveret, fordi der blev spillet om livsvigtige point på udebane i det nærmeste man i Midtdjurs-området kommer ”el clásico”.

”Vi spillede en frygtelig 1. halvleg, og vi var heldige med at kunne gå til pausen med 0-0. Vi spillede langt under vores normale niveau, og IFM var tættest på med et skud på stolpen,” fortæller KPI-træner Thomas Zacher Sørensen, som til denne kamp havde afbud fra profiler som Rasmus Bisgaard Hansen og Benjamin Lahn Sørensen, men havde målmand Rasmus Trend Mogensen tilbage igen fra ferie og behøvede således ikke at sende en markspiller ind mellem stængerne.

I 2. halvleg kom IF Midtdjurs foran med 1-0 ved Lasse Danielsen, men i en periode, hvor IF Midtdjurs på grund af gule kort til Jonas ”Joe Hipster” Simonsen og Mikkel Primdahl Sonnichsen var to mand i undertal, fik Sebastian Konrad udlignet, da den hurtige midtbanespiller blev spillet i dybden af Kasper Holm Hansen.

”Martin Holm Hansen bragte os foran efter et klumpspil tæt under mål, og Nickolaj ”Myre” Martinsen scorede på et straffespark via underkanten af overliggeren, da et skud udefra ramte Jonas Simonsen på hånden. Så skulle IF Midtdjurs da være knækket,” siger Thomas Zacher Sørensen.

Men IF Midtdjurs var ikke knækket og scorede to gange til det overraskende slutresultat 3-3 ved Anel Alagic på straffespark og ved Mikkel Primdahl Sonnichsen i dommerens tillægstid.

”Et point var godt nok i forhold til kampen mod Randers Freja. Men vi var skuffede og havde ikke fortjent noget efter vores 1. halvleg. Men det var for dårligt, at vi ikke kunne lukke kampen, når vi var foran med to mål,” sagde Thomas Zacher Sørensen inden Randers Freja tabte sin kamp og dermed sendte Kolind/Perstrup IF op i Serie 1.

Udlignede i de sidste sekunder

IF Midtdjurs slap fra Kolind Park med et point og det var på papiret et overraskende resultat mod topholdet. Det ene point kan vise sig at være meget vigtigt, når IF Midtdjurs på lørdag skal ud i en alt eller intet kamp på HSM Arena mod Grenaa IF, hvor taberen rykker ud af Serie 2.

”Vi gjorde hvad vi kunne og hele holdet leverede en kanon indsats. Det var et rigtigt lokalbrag, og vi kæmpede til det sidste,” siger holdleder Klaus Fanø, IF Midtdjurs.

IF Midtdjurs havde den største chance i 1. halvleg, da Mikkel Fanø efter 11 minutter ramte stolpen.

”KPI havde ingenting. Vi sad på dem og de var ikke farlige,” siger Klaus Fanø om hjemmeholdet.

IF Midtdjurs kom foran med 1-0 i det 58. minut, da Anel Alagic sparkede på mål. Målmand Rasmus Trend Mogensen halvklarede skuddet, men Lasse Danielsen fulgte op og sparkede riposten under målmanden og i mål.

De to udvisninger med gult kort til Jonas ”Joe Hipster” Simonsen og Mikkel Primdahl Sonnichsen blev dyre for gæsterne, som undertal blev presset tilbage og måtte se Sebastian Konrad udligne til 1-1.

Efter endnu to Kolindtræffere så det svært ud for bundholdet, men IF Midtdjurs skiftede friske kræfter ind og satte fuld tryk på.

”Vi tog blandt andet Frederik Laursen ud og satte Jonas Simonsen ind igen og satte ham helt frem. Det blev en gang tju-bang fodbold, men vi fik to mål, da først Mikkel Fanø i højre side af feltet afdriblede en modstander og blev klippet, hvorefter Anel Alagic scorede sikkert på straffesparket. I overtiden spillede Emil Ring Kristensen en lang bold fremad og henover KPI’s forsvar, så Mikkel Primdahl Sonnichsen kom helt fri. Han lod bolden hoppe en enkelt gang og sparkede den så sikkert forbi målmanden til udligningen i de allersidste sekunder,” fortæller Klaus Fanø.

Delte en kasse øl efter lokalopgøret

Mens der hos KPI ikke blev stemt om en kampens spiller efter det skuffende resultat, så peger Klaus Fanø på hele IFM’s hold.

”Det var dem alle sammen, som var gode. De gav alt hvad de havde, og resultatet hjalp på humøret og selvtilliden,” siger Klaus Fanø.

Efter kampen var der en kasse øl fra værterne i Kolind/Perstrup IF til IFM’s hold, som havde muliggjort en flytning af kampen, så den blev en del af sommerfesten i Kolind.

”Efter bad og omklædning hyggede de to hold sig med hinanden, for spillerne i et sådant lokalopgør kender jo hinanden på kryds og tværs,” siger Klaus Fanø.

Næste lørdag spilles den sidste runde i Serie 2. Kampene starter kl. 13.30, og Kolind/Perstrup IF tager imod Randers Freja på Kolind Park i et betydningsløst topopgør, mens IF Midtdjurs skal til Grenaa for at møde Grenaa IF på HSM Park i et altafgørende nedrykningsslag.

Kampfakta:

Serie 2, Pulje 17

Kolind/Perstrup IF - IF Midtdjurs 3 - 3 (0 - 0)

Fredag 15. juni kl. 19.30 på Kolind Park

Målscorere:

0 - 1 Lasse Danielsen (58. min.)

1 - 1 Sebastian Konrad (68. min.)

2 - 1 Martin Holm Hansen (78. min.)

3 - 1 Nickolaj ”Myre” Martinsen (83. min/straf.)

3 - 2 Anel Alagic (87. min./straf.)

3 - 3 Mikkel Primdahl Sonnichsen (90. min.)

Publiceret 17 June 2018 13:12

SENESTE TV