Christian Fløjborg var med i FC Djurslands trup i tirsdagens pokalkamp. Foto: Lars Norman Thomsen

Christian Fløjborg var med i FC Djurslands trup i tirsdagens pokalkamp. Foto: Lars Norman Thomsen

Pokalfodbold: Unge talenter spillede FC Djursland videre i pokalen med 2-0 sejr over kulthold

FC Djursland gav spilletid til de unge talenter i DBU’s Pokalturnering og vandt med 2-0 over Prügelknabe IK fra Aarhus på mål af Janus Tranæs Didriksen og Morten Bruun

Af
Martin Schultz

FC Djursland hvilede ikke mange dage på laurbærrene efter den vigtige 1-0 sejr i søndags over Vejle B i Jyllandsserien 1, for allerede tirsdag aften var holdet på banen igen i DBU’s Pokalturnerings 6. runde.

Men cheftræner Robert Sørensen sparede de bærende kræfter på holdet til den vigtige kamp mod Hatting-Torsted Fodbold på hjemmebane på lørdag, hvor der er en play off-kamp om oprykning til Danmarksserien i spil, og gav spilletid til en række spillere fra FC Djurslands U19 hold.

På en med træner Robert Sørensens ord ufattelig ringe, langhåret og knastør bane på Rosenvangsskolen i Viby vandt FC Djursland med 2-0 på to mål, som blev scoret sent i kampen.

”Vi havde chancerne til at være foran med 4-0 efter 25 minutter, men vi udnyttede ikke vores muligheder. Vi sløsede i de sidste tyve minutter af 1. halvleg, og Prügelknabe IK kom ud til 2. halvleg med tro på at de kunne skabe et godt resultat,” siger Robert Sørensen, som skånede stamspillere som Kristian Kaagh, Rasmus Brasch, Rasmus Møller og Lasse Lund Storvang i kampen.

”I en sådan kamp kan alting ske, så længe det undertippede hold er med. De havde da også en chance i 1. halvleg og havde bolden i mål i begyndelsen af 2. halvleg, hvor målet dog blev annulleret. Holdet stod langt tilbage på banen, men var et efter forholdene dygtig Serie 3 hold,” siger Robert Sørensen om den århusianske kultklub Prügelknabe IK, som havde samlet et stort publikum til kampen mod Jyllandsserieholdet fra FC Djursland.

Vil gerne med i pokalens hovedturnering

FC Djursland kom foran i det 75. minut, da holdet netop havde fået udvist forsvarsspilleren Emil Birkedal Nielsen i ti minutter med et gult kort.

U19 spilleren Jacob Toxbro Andreasen blev spillet i dybden og lagde bolden skråt tilbage. Morten Bruun sprang over bolden og den endte i fødderne på Janus Tranæs Didriksen, som kunne sparke bolden i mål til det forløsende 1-0.

Kort efter blev et langt udspark fra målmand Christian Rygaard sparket hele vejen over Prügelknabe IK’s forsvar, så Jacob Toxbro fik frit løb mod hjemmeholdets mål. Men målmanden slagtede FC Djursland angriberen til direkte rødt og straffespark, som angrebskollegaen Morten Bruun scorede sikkert på.

Med sejren har FC Djursland kvalificeret sig til 7. runde i DBU’s Pokalturnering og møder TST Fodbold på Tilst Idrætsanlæg tirsdag 19. juni.

”Den kamp bliver nærmest spillet i min baghave,” siger aarhusianeren Robert Sørensen om kampen mod TST Fodbold, som han kalder et meget godt Serie 1 hold.

”Vinder vi over TST Fodbold er vi gennem lokalturneringen og er med i pokalens hovedturnering, hvor divisionsholdene træder ind. Det kan være bøvlet med midtugekampe i Pokalturneringen midt i et hårdt turneringsprogram, men det er attraktivt, hvis man kan komme til at trække for eksempel et superligahold i Pokalturneringen,” siger Robert Sørensen.

Hånden i gips i seks uger

FC Djursland havde Søren Koch Østergaard med på bænken, men Robert Sørensen fik som optakt til lørdagens kamp mod Hatting-Torsted Fodbold den kedelige besked, at allround-spilleren kan se frem til en længere pause efter et brud i hånden.

”Søren Koch har døjet med sin hånd efter kampen mod Silkeborg KFUM, og nu viser det sig, at han har et brud og beskadiget nogle sener i hånden. Den skal i gips de næste seks uger, så Søren Koch er færdig for denne sæson,” siger Robert Sørensen, som til gengæld håber at have Jeppe Juhl Jensen klar til kampen på HSM Arena på lørdag.

I kampen mod Prügelknabe IK stillede FCDjursland med følgende hold: Christian Rygaard, Emil Bjerre Busk, Jacob Munk Christiansen, Christian Rytter Fløjborg, Morten Bruun, Emil Birkedal Nielsen, Jacob Toxbro Andreasen, Søren Koch Østergaard, Oskar Warnke, Casper Stylsvig Bæksted, Mauricio Held, Janus Tranæs Didriksen, Jens Christian Sørensen og Oliver Jensen.

Kampfakta

DBU’s Pokalturnering:

Prügelknabe IK (Serie 3) - FC Djursland (Jyllandsserien 1) 0 - 2 (0 - 0)

Tirsdag 12. juni kl. 19.00 på Rosenvangsskolen i Viby

Målscorere:

0 - 1 Janus Tranæs Didriksen (75. min.)

2 - 2 Morten Bruun (80. min./straf.)

Publiceret 13 June 2018 14:58

SENESTE TV