Audition til Shanghai Akademiet nærmer sig

Efter sommerferien får Kulturskolens Shanghai Akademi plads til nye elever. Børn og unge med talent for enten at synge, spille musik eller danse opfordres til at melde sig på banen

Af
Lars Norman Thomsen

Shanghai Akademiet har en historie, der går tilbage til 2004, hvor talentlinjen blev oprettet af Kulturskolen og Syddjurs Ungdomsskole i forening. Siden da har et væld af børn og unge i fællesskab delt deres glæde ved at udtrykke sig gennem musik, sang og dans. Udover at øve to gange om ugen optræder eleverne ved arrangementer i løbet af året, blandt andet Rock i Rusk og Syddjurs Award.

At stå på en scene sammen og være igennem alle forberedelserne forinden, skaber en særlig stemning blandt eleverne på Shanghai Akademiet, udtaler lærer og Shanghai-koordinator Vibe Ulbrandt i en pressemeddelelse:

”Der er et stærkt fællesskab på tværs af de fire linjer. De er virkelig en samlet trup”.

Fra Syddjurs til Grønland

'This Too Will Pass' er titlen på den forestilling, Shanghai Akademiets elever i øjeblikket er ved at udvikle sammen med deres lærere. Et intenst øveforløb leder frem til 17. og 18. juni, hvor resultatet af anstrengelserne kan bivånes på KulturHotellet i Rønde.

Dette er dog kun starten for 'This Too Will Pass'. Shanghai Akademiet tager nemlig forestillingen med til Sisimiut i Grønland i juli, hvor de videreudvikler den sammen med grønlandske unge.

Med sig bringer de unge fra Syddjurs en bunke ønsker, som folk har lagt i en postkasse på KulturHotellet – ud fra spørgsmålet ’Hvad ønsker du at slippe?’.

Shanghai Akademiet har en større rejse på programmet omtrent hvert andet år. Berlin, Kina og Island har tidligere år været rejsemål for truppen fra Syddjurs.

Om Shanghai Akademiet

- For 12-18-årige

- Man kan gå på én af fire linjer: Dans, sang, klassisk, band

- Audition torsdag d. 7. juni på KulturHotellet, Rønde

- Læs mere på kuls.dk

Publiceret 27 May 2018 11:12

SENESTE TV