Morten Bay-Mortensen

Morten Bay-Mortensen

Mellem Himmel og Jord:

Bartender på min egen bodega

Sogne- og kommunikationspræst Morten Bay-Mortensen svarer på de 20 spørgsmål, der er inspireret af Marcel Proust

Af
Lars Norman Thomsen

I tidligere tiders folkeskole sendte vi såkaldte vennebøger på rundtur i klassen. Her kunne ens klassekammerater besvare spørgsmål om film, bøger, biler og kærester.

Men allerede langt tidligere var den slags bøger med store og små bekendelser særdeles moderne. Her kunne kvinder og mænd nedskrive deres tanker om helte og heltinder, yndlingsforfattere og varmeste følelser.

I 1890 skrev den franske filosof og forfatter Marcel Proust - han, der skrev storværket 'På sporet af den tabte tid', udgivet mellem 1913 og 1927 - i en sådan bog med 37 personlige spørgsmål. Hans svar blev senere solgt for en mindre formue.

I denne uge er det sogne- og kommunikationspræst Morten Bay-Mortensen, Thorsager-Bregnet-Feldballe, der svarer på spørgsmål:

1. Hvor vil du helst tilbringe en sommerdag?

På Ring Djursland i brølet og røgen fra en gammel tunet Ford Escort. Jeg bliver så lykkelig nostalgisk med køretøjerne fra min ungdoms racer-søndage på Ringen.

2. Hvad kan gøre dig rigtig glad?

At møde uventet medvind på livets cykelsti.

3. Hvilket karaktertræk hos dig selv sætter du højst?

At jeg forsøger at efterleve mit ideal om generøsitet og åbenhed overfor omverdenen. 

4. Hvad er elendighed for dig?

Når vi nøjes med for lidt. Bliver fælles opgivende, sortseende, taler alting og hinanden ned, fortaber os i folkekulturen af brokkerøveri (undskyld udtrykket i en pæn avis). 

5. Hvad ville du gerne være, hvis ikke du var præst?

Bartender på min egen bodega. Med licens til røgtobak, så dét også var en mulighed på livets uendelige palet, der somme tider trænger til lidt farver og livsappetit.

6. Hvad er en god gerning?

En, der får et andet menneske til at glæde sig ved livet og tro på det bedste.

7. En helt eller heltinde, et menneske du beundrer?

Må det være lidt banalt? Min salig mor, en jævn bondekone, som livet havde budt rigelig strid og sorg, og som alligevel altid fandt utallige glæder og lykkestunder - og sagde Vorherre tak for dem.

8. Hvis du kun havde én dag tilbage, hvad ville du så gøre?

Så ville jeg ta' min gamle blå Land Rover og køre rundt til alle de mennesker jeg elsker, og de steder jeg holder af, og se det hele en sidste gang. 

9. Hvilket talent ville du gerne have haft?

At kunne spille et instrument.

10. Hvad er den største frygt, det værste du kan forestille dig?

Den pludselige besked om, at ulykken er sket og alting for altid forandret.

11. Hvad er meningen med livet?

At få det alt sammen til at gro: Kærligheden og særligheden hos hinanden.

12. Hvad er det bedste ved folkekirken?

At dér fortælles verdens vigtigste historie om at være elsket. Og at der er plads til alle og muligheder, der kan udfoldes.

13.  Hvad er din yndlingsbeskæftigelse (aktivitet)?

At tænde et bål.

14. Hvordan vil du helst dø?

Mæt af dage og i rimelig fred med alt det, der har været.

15. Din drøm om lykken?

At være i balance og nogenlunde ro med mit liv. Og hver morgen have forventning til dagen.

16. Hvad er det vigtigste du har opnået i dit liv?

Min familie. Og følelsen af at høre til, hvor jeg er.

17. Hvad overvejer du for tiden?

Tja, hvilke sommerglæder konen og mig skal finde. Og hvad dagene ellers gerne skulle bringe sådan her omkring de 60.

18. Hvor ville du helst leve (tilbringe livet)?

Hver sommer er jeg på fisketur i Småland, Sverige. Og tænker hver gang: Åh ja, det var livet at kunne sejle og fiske hver eneste dag. Bo i en lille hytte ved søen langt inde i de store skove.

19. Hvad vil du gerne huskes for?

Mulig gravskrift: "Han var da rimelig omgængelig".

20. Hvad er dit yndlingsmotto?

Det ordner sig.

Publiceret 17 May 2018 07:30

SENESTE TV