Hornslet har Profil Optiks bedste optiker

Jesper Nørgaard er butikschef i Profil Optik Hornslet. I marts vandt han Profil Optiks pris for bedste optiker i hele koncernen, der tæller både Danmark, Sverige, Norge og Finland

Hornslet Der var lagt op til noget af en festlig aften i Sverige, da hele Profil Optik, der har afdelinger i Danmark, Sverige, Norge og Finland, var smuttet i gallatøjet 17. marts. De var samlet for at overvære overrækkelsen af prisen til den bedste optiker i hele kæden.

Men optiker Jesper Nørgaard var ikke sammen med kollegaerne i Sverige den aften. Der var generalforsamling i optikernes fagforening i Vestdanmark, hvor han er formand. Derfor sad han i stedet denne aften i Nr. Sundby hos Weber.

Han havde lige vundet madlavningskonkurrencen, da en sms tikkede ind på telefonen.

"Du har vundet Årets Optiker!" står der på sms'en efterfulgt af en masse emojies fra en kollega, der sidder til gallafesten i Sverige. Vedhæftet er et billede fra scenen som bevis.

"Jeg havde da godt fået at vide af min regionale chef, at jeg var blevet indstillet til prisen. Men nå ja, tænkte jeg. Jeg havde slet ikke regnet med det. Så jeg blev rigtig glad," siger Jesper Nørgaard, der med sine vestjyske aner ikke har det så naturligt med at gøre alt for meget opmærksomhed på sig selv.

Men den store pokal står nu alligevel og skinner flot midt i butikken i Hornslet, hvor han er butikschef.

Faget er også en hobby

En af grundene til, at Jesper Nørgaard blev kåret som årets Optiker skyldes måske, at han går rigtig meget op i sit fag. Når han kommer hjem, tænker han tit over de sager og kunder, som har været forbi i løbet af dagen.

"Min kone er neurooptometrist. Så vi sparrer meget med hinanden og taler om det derhjemme. Mine børn er snart uddannede optikere," griner Jesper Nørgaard

Det er ikke kun konen, han sparrer med. For eksempel samarbejder han også med Lars Kjeldal, der er kraniosakral terapeut og akupunktør.

"Jeg har mange specielle samarbejder med andre faggrupper. For eksempel kan en fysioterapeut opdage, at man er skæv i kroppen, men retter op, når man tager brillerne af. Så er det jo noget, der skal rettes i brillerne," fortæller Jesper Nørgaard ivrigt.

Han er også med i rigtig mange bestyrelser, hvoraf mange er inden for optikerfaget. Her kan nævnes optikernes kompetenceudviklingsfond, hvor han er med til at uddele penge til efteruddannelse.

"Det er svært at svare på selv, hvorfor jeg har fået denne her pris. Men en af de ting, jeg har fået at vide af min HR-chef, er, at jeg er villig til til at dele ud af min viden," siger han, der ikke er bange for at kalde sig selv nørdet, og fortsætter talestrømmen med at tale om dobbeltsyn, samsyn og andre interessante emner inden for faget.

Det er første gang, at Profil Optik uddelte prisen for årets optiker, der altså gik til Jesper Nørgaard.

Publiceret 15 May 2018 10:00

Lokalavisen Folkebladet nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Folkebladet
SENESTE TV