Klatring for alle:

Det går kun opad for ny klatreklub i Ryomgård

IF Midtdjurs Klatreklub er snart klar til at tage imod medlemmer i alle aldre efter at fondsmidler til at etablere to slags klatrevægge i Multihallen i Ryomgård er kommet i hus

Af
Martin Schultz

”Der etableres snart de bedste og mest moderne klatrefaciliteter i IF Midtdjurs' Multihal i Ryomgård. Vi håber, at børn, unge, voksne og seniorer vil benytte vores faciliteter ved at blive medlemmer af IFM Klatreklub, når vi forventer at åbne op for faciliteterne i løbet af efteråret.”

Det er den gode besked til alle klatreinteresserede på Djursland og ikke mindst Ryomgård og omegn fra Dan E. Föh, som er blandt initiativtagerne til den nye klatreklub og er formand for IFM Klatreklub.

”Vores klatrefaciliteter vil opfylde alle de krav, som begyndere, let øvede og rutinerede klatrere stiller til faciliteter i dag. Vi lægger vægt på det sociale, og derfor bliver der også indrettet et hyggeligt og spændende socialt område, hvor man kan slappe af mellem turene på boulder- eller højvæggen,” fortæller Dan E. Föh.

Der bliver etableret en bouldervæg i 4 meters højde, hvor der vil være ruter af forskellige sværhedsgrader. Bouldervæggen er for alle, og kræver ikke særlige sikkerhedsforanstaltninger.

”Højvæggen kommer op i 9,5 meters højde og stiller med sine ruter store krav til klatrerne. Denne væg kræver en makker af hensyn til sikkerheden,” siger Dan E Föh.

LAG spytter i kassen

Det er var efter ibrugtagningen af den nye Multihal i Ryomgård, at en kreds af klatreinteresserede fik den idé at etablere klatrefaciliteter.

”For at kunne ansøgte fonde om midler til opbygningen af klatrefaciliteterne, måtte vi etablere os som en juridisk enhed. Derfor dannede vi i januar sidste år IFM Klatreklub med bestyrelse og vedtægter. Vi fik med finansiel hjælp fra IF Midtdjurs' hovedbestyrelse udarbejdet tegninger, så vi havde noget at vise frem, når vi søgte om midler til opbygning af faciliteterne,” fortæller Dan E. Föh.

Der blev sendt mange ansøgninger af sted til forskellige fonde, og mange gav kun afslag. Men med tilsagn fra LAG Djursland, Syddjurs Kommune, Sparekassefonden Midtdjurs, Nordea Fonden og Johs. La Cour Fonden har det været muligt at realisere planerne om klatrefaciliteter i Ryomgård.

”Bestyrelsen er utrolig glad for de tilsagn, den har fået. Det vil være forkert at fremhæve en donation frem for andre; men der skal ikke herske tvivl om, at havde vi ikke fået tilsagnet fra LAG Djursland, der dækker ca. 45 procent af projektets anlægssum, så kunne vi ikke gå i gang med det projekt, som vi gør nu,” siger Dan E. Föh.

For alle klatreinteresserede

Bestyrelsen i IFM Klatreklub har bedt to virksomheder om at afgive tilbud på etableringen af faciliteterne.

”Vi afventer stadig behandlingen af et par fondsansøgninger. Disse vil kun være afgørende for, vor stort et anlæg, vi bygger,” siger Dan E. Föh.

IFM Klatreklub henvender sig til klatreinteresserede i alle aldre på hele Djursland. Klubben vil tilbyde alle medlemmer kurser i rutebygning og træningsaftener under kyndig vejledning af uddannede instruktører.

Faciliteterne ventes taget i brig i løbet af efteråret.

Publiceret 08 May 2018 10:42

Lokalavisen Folkebladet nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Folkebladet
SENESTE TV