Frosten kom i vejen:

Men nu forventes bymidten snart færddiggjort

Skal være færdigt før sommerferien

“Den attraktive midtby” i Grenaa er godt på vej, men ambitionen om, at første etape af det store projekt på torvet står klar i slutningen i maj bliver ikke opfyldt. Det fik den hårde og relativt lange frost sat en stopper for. Nu er foråret dog for alvor stemplet ind, og det samme er Norddjurs Kommune, der har fået ekstra folk på anlægsarbejdet, som nu skrider hastigt frem dag for dag, og man kan begyunde at se, hvordan den nye belægning og strukturen i midtbyen begynder at tage form.

Selv om det endnu er uvist, præcis hvornår arbejdet er færdigt, er udviklingskonsulent og projektleder Maria Skøtt Nicolaisen stærkt tilfreds med, at hastigheden i arbejdet endelig er sat op igen.

“Det er rigtig fedt at se, hvordan rummet i området allerede har åbnet sig rigtig meget. Vi har fået ekstra folk ind, mens vores egne folk er i fuld gang med arbejdet mellem kirken, arresten og Djurslands Bank. Vi kan ikke endnu sige, hvornår vi præcis bliver færdige, men vi arbejder hårdt på, at det bliver i starten af juni. Vi skal være klar til turistsæsonen og skolernes sommerferie,” lyder det fra Maria Skøtt Nicolaisen.

Flere p-pladser

Når arbejdet med den nye belægning er færdiggjort, begynder Norddjurs Kommune at anlægge nye parkeringspladser i Mogensgade. Gaden er blevet lukket for gennemkørsel, og det har også gjort busholdepladserne i gaden overflødige. Her er kommunen i gang med opmåling af, hvor mange parkeringpladser, der kan blive plads til, fortæller Maria Skøtt Nicolaisen.

Den attraktive midtby

I sensommeren 2017 beslutte kommunalbestyrelsen endeligt at igangsætte byfornyelsen i Grenaa midtby. Før sommeren var projektet i udbud, men den oprindelige idé om at bruge granit til den nye belægning måtte imidlertid skrinlægges, da det blev for dyrt. I stedet valgte man en belægning af hårdtbrændt teglsten.

Arbejdet med belægningen i midtbyen forventes at løbe op i omkring 7,6 millioner kroner.

Publiceret 25 April 2018 08:00

SENESTE TV