Svend Åge Madsens ord om onsdagen

Den 78-årige forfatter kommer til glasmuseet

Glasmuseet Ebeltoft og Syddjurs Bibliotek er klar med det andet fælles arrangement, som under overskriften 'Ord om onsdagen' skal bringe litteraturen - og menneskene bag - ud til publikum.

LÆS OGSÅ: Dødsfald: Farvel til et lokalt medlem af modstandsbevægelsen

Mens første arrangement var med forfatteren, Merete Pryds Helle, er det Aarhus-forfatteren Svend Åge Madsen, som denne gang besøger Glasmuseet Ebeltoft for at fortælle om sit forfatterskab. Det sker onsdag 14. marts kl. 19.30. 

Svend Åge Madsen er en af de betydeligste forfattere i dansk litteratur. Han er født og opvokset i Aarhus, hvor han stadig bor, og læste som ung matematik ved Århus Universitet. Svend Åge Madsen debuterede som forfatter i 1963 og har siden udgivet et utal af romaner og fortællinger, som gennem årene har indbragt forfatteren adskillige litterære priser.

I 2009 udkom Mange sære Ting for - en slags krimi med eksistentielle strenge, der fører fra fundet af en død mand spiddet på Aarhus Domkirke til Mols og mystiske hændelser i Toggerbo. Senest udkom romanen Af den anden Verden (2017), der er blevet beskrevet som en alternativ holocaust-roman om en flok flygtede KZ-fanger, som frarøvet deres hukommelse slår sig ned på fjerne kyster og bygger en ny verden op fra grunden.

Ved arrangementet får man et indblik i forfatterens helt særlige univers og arbejdsmetode.

Der er begrænsede pladser til arrangementet, så det er en god idé at skynde sig at bestille billet på www.syddjursbibliotek.dk. Der sælges ikke billetter i døren.

jbe

Publiceret 13 March 2018 12:00

Lokalavisen Folkebladet nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Folkebladet
SENESTE TV