Divisionshåndbold:

Sejr skal holde humøret oppe på vej ned i Jyllandsserien

Åstrup/Hammelev-Grenaas divisionsdamer ser nedrykningen i øjnene inden søndagens kamp mod Viby IF

Af
Af Martin Schultz

Hvis man ser rent matematisk på Åstrup/Hammelev-Grenaas situation i damernes 3. Division, så kan de med lutter sejre i de fire resterende kampe undgå direkte nedrykning.

Men cheftræner Lauge Høyer Sørensen ser realistisk på holdets situation.

”Blandt modstanderne i de sidste fire kampe er ASA og JAI fra rækkens bedste halvdel, og selv vi altid går på banen for at vinde, så rækker det nok ikke i de kampe,” siger Lauge Høyer Sørensen, som dog håber på en spændende kamp mod Viby IF søndag kl. 15.00 i Åstruphallen.

”Viby IF stiller med et ungt hold og med mange hurtigløbere. I vores første kamp mod Viby IF, blev vi løbet over ende og det skal vi undgå denne gang. Så vi skal være fornuftige i vores angrebsspil og komme ned og stå godt i vores forsvarsspil, så vi kan dæmme op for deres kontraspil,” siger Lauge Høyer Sørensen.

”I de seneste kampe har vi stået godt i vores forsvar, og det håber jeg vi kan fortsætte med på søndag med Louice Dueholm som vores krumtap i forsvaret.”

Ned og finde sig selv

Sæsonen har ikke budt på mange sejre til Åstrup/Hammelev-Grenaas divisionsdamer, som kun har fået fem point ind på kontoen i 18 kampe.

”Det var fra starten af op ad bakke, fordi der var flere spillere som stoppede og vi nærmest måtte bygge et nyt hold op,” siger Lauge Høyer Sørensen, der fortsætter som træner i næste sæson, når der efter alt at dømme står Jyllandsserie-håndbold på programmet i Åstruphallen.

”Det har været en svær sæson, men der har været godt humør i truppen. Vi har ambitioner til 3. Division, men det er godt nok, at vi kommer en tur ned i Jyllandsserien for at finde os selv. Vi skal bygge et nyt hold op,” siger Lauge Høyer Sørensen, som har 13 år som træner i Åstrup/Hammelev på sit CV.

I næste sæson får klubben et U18 hold.

”Det er vores fremtid, og det vil være oplagt at planlægge noget træning sammen, så overgangen fra ungdomsrækken til seniorhåndbolden bliver nemmere og de unge ikke stopper med at spille,” siger Lauge Høyer Sørensen.

Går på banen for at vinde

Åstrup/Hammelev-Grenaa har revanche til gode mod Viby IF, som løb fra gæsterne under holdenes første møde i Vibyhallen og vandt med 34-17.

Udfordringen på søndag bliver hjemmeholdets manglende bredde i truppen.

”Vi har nogle skader og afbud af personlige grunde til kampen, men vi kan stille med et hold af stamspillere i startopstillingen. Så får vi hjælp ad Mathilde Bachmann, Johanne Frey og Kathrine Fløjborg, som tidligere har været med i truppen, på vores udskiftningsbænk,” siger Lauge Høyer Sørensen.

”Vi går på banen for at vinde, og en sejr vil være fin for humøret og for den gode stemning i truppen.”     

Publiceret 09 March 2018 14:08

Lokalavisen Folkebladet nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Folkebladet
SENESTE TV