Debat:

Hvorfor denne mærkelige opførsel SF?

Af Ebba Grethe Møgelvang Laursen, lokalformand for Dansk Folkeparti i Syddjurs:

“Jeg vil gerne udtrykke min forundring over, hvordan SF og nogle deltagerne på mødet i Rønde Vandrehjem den 22. februar kan fordreje og forvanske, hvad der foregik, via et debatindlæg skrevet af en af deltagerne i Adresseavisen 28.2.18.

Læs også: Debat Syddjurs: Dansk Folkepartis skræmmende mangel på viden om Syrien

Jeg vil udtrykke min undren over, hvordan voksne mennesker mener de kan tillade sig at sidde og råbe af os andre, komme med ukvemsord, og råbe mig op i ansigtet på 5 cm afstand, fordi man tillader sig, sammen med andre, at stille foredragsholderne nogle kritiske spørgsmål.

Vel og mærke relevante spørgsmål, som der var lagt op til, at vi kunne gøre.

Hvis ikke SFOF og Dansk Folkeoplysnings Samråd tåler kritiske spørgsmål til deres foredragsholdere, så tror jeg de bør indstille den gesjæft. Magen til pinlig ageren fra lederen af mødet, skal man lede længe efter.

De tilstedeværende Dansk Folkeparti medlemmer kom til foredraget med en positiv indstilling for at lytte og naturligvis også med hensigten at stille nogle spørgsmål.

Når vi skydes i skoene, at vi er uvidende om forhold i Syrien, kan man kun grine af skribenten. For er der noget vi får særdeles mange informationer om fra DF Christiansborg, så er det om krig, flygtninge, forhold ude i verden, og hvilke lovforslag der er på dagsordenen.

Gennem daglige aviser og nyheder på tv holder jeg mig også opdateret. Tidligere har jeg været en del af nogle Danida projekter i både Mellemøsten og Afrika, som jeg også har rejst en hel del i. Jeg kender udmærket til forhold i ulandene. Jeg har i min familie både udenlandske medlemmer, børnebørn fra Østen samt nogle adopterede børn i vores nære familie. Vi har i min familie stor rummelighed overfor andre folkeslag. Og rigtig mange udlændinge har besøgt mit hjem gennem årene. Vi har samlet penge ind til familierne i Østen efter naturkatastrofer. Vi støtter dem vi kan.

Netop fordi jeg har været i nogle Ulande kender jeg også til, at pengene rækker længst i et lands nærområde, lige der hvor katastrofen er sket.

Jeg kender også til, hvor vigtigt det er, at de yngre som er flygtet, vender retur og er med til at genopbygge deres eget land igen, når der har været en naturkatastrofe eller krig og lign. Derfor mener jeg, at det er skammeligt, at nogle yngre asylanter synes de vil blive her i Europa. Efter min opfattelse svigter de deres eget land og det samfund de kommer fra, ved at blive her.

Når man som de to syrere kan fortælle, at man først er rejst til Tyrkiet, hvor man opholdt sig ca 9 mdr. De valgte at rejse videre, fordi man i Tyrkiet skulle arbejde mindst 12 timer om dagen for at tjene 5.000 kr. om md. Når man tager en færge til Grækenland for derfra at rejse videre med fly til Kastrup, hvor manden tog fly videre til Stockholm, og brugte ca. 25.000 Euro på rejsen, så er det jeg tillader mig at spørge, er man så flygtning?

Jeg mener, man er migrant, altså en økonomisk ”flygtning”, hvis liv ikke er i fare der hvor han/hun kommer fra.

De fattigste flygtninge sidder stadig lige midt i suppedasen enten i byerne med krig eller i en flygtningelejr i enten Jordan eller i Tyrkiet.

Syrien er et kæmpestort landområde, hvor der langs med den mere end 100 km, lange Middelhavskyst ikke er krig. Her har man sågar indrykket annoncer i franske aviser for at gøre opmærksom på, at det er dejligt at holde ferie i det gode Middelhavsklima.

Borgerkrigen, der har udspillet sig siden Det Arabiske ”forår” i 2011, foregår mest i byer som Aleppo, Damaskus, og Ghouta. Der er således i dette mægtige store land adskillige områder, hvor man godt kan leve og bo.

Årsagen til Dansk Folkepartis skepsis overfor syrere ligger vel også i, at man brændte Dannebrog og vores ambassade af i Damaskus i 2006. Dengang opildnede mange syrere til had mod danskerne.

Hvorfor mener man så nu, at vi skal glemme det og tage imod de samme mennesker, som dengang hadede os? Dertil ankommer mange som familiesammenførte, hvorved en person ender med at blive til ca. 20 familiemedlemmer.

De 36 milliarder kroner det koster det danske samfund om året at have de nu ca. 500.000 muslimske mennesker her i landet, ville jeg meget hellere have, at nogle af dem blev sendt til Syrien og nabolandene, til oprettelse af flygtningelejre, hvor disse penge rækker langt mere, og samtidig vil kunne hjælpe tusindvis af flygtninge. Det var bl.a. også derfor, jeg spurgte, hvorfor man ikke rejser hjem via vores repatrieringsprogram, og hjælper sit land og familie med at komme på fode.

De politisk korrekte venligboere fordrejer bevidst kendsgerninger. Dette politisk korrekte parnas, som tæller personer indenfor fag som f.eks. bisper, præster, skolelærere, journalister, pædagoger, akademikere og kulturfolk udtrykker holdninger om, at de anser det for yderst korrekt og anstændigt, at der skrues op for tilstrømning af udlændinge. Samtidig ser de det helt i orden at se ned på vores gode danske værdier, og på de personer, der værner om vores land og netop dets værdier.

Jeg vil gerne værne om mit land, og gennem Ulandsbistand hjælpe i nærområderne til lande i borgerkrig, gennem tilskud til indsamlinger, ved at oplyse omkring repatrieringsprogrammer.

Vi har et problem i vores samfund i dag, hvor der er opbygget flere parallelsamfund, hvor dansk lovgivning ikke eksisterer, men der imod en middelalderlig Sharia lov. Den stadig stigende indvandring fra Mellemøsten og Afrika belaster mit land, vores statsøkonomi, skatteborgerne, og er en kilde til stigende problemer i samfundet, hvilket ses i vores retssale, hvor mange sager har rod i unge anden- og tredjegenerations borgere.

Det er beskæmmende at se, at det lokale SF endnu ikke har opdaget, hvordan Socialdemokratiet, og regeringen også ændrer holdning, og nu vil deltage, sammen med Dansk Folkeparti, i at vi sammen får løst problemerne med asylansøgerne, migranterne fra Afrika og Mellemøsten, der med deres religiøse holdninger og mangel på ønske om integration opretter sig i parallelsamfund, og der lever uden at være i kontakt med det øvrige danske samfund. Det er aldeles skræmmende perspektiver.”

Publiceret 08 March 2018 09:11

Lokalavisen Folkebladet nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Folkebladet
SENESTE TV