18-årig kvinde truet på video med at blive slået ihjel

Ung mand fra Grenaa varetægtsfængslet for at have truet 18-årig kvinde på livet

En 21-årig mand fra Grenaa er tirsdag ved et grundlovsforhør i retten blevet varetægtsfængslet i 14 dage.

Han blev anholdt på en adresse i Grenaa i mandags klokken 13.15. Kort tid forinden havde Østjyllands Politi modtaget en anmeldelse fra en 18-årig kvinde, der forklarede, at den 21-årige via en video havde truet med at slå hende ihjel.

Den varetægtsfængslede er sigtet for at have truet kvinden på livet samt 10 andre forhold, herunder flere tilfælde af hærværk og trusler på livet.

Så sent som for en uge siden, 28. februar, blev han anholdt og indlagt på en psykiatrisk afdeling. Det skete, efter han iført en skudsikker vest havde truet med at slå nogen ihjel og derefter sparkede en siderude på en politibil i stykker og truede betjentene, der havde anholdt ham.

Den 21-årige mand erkendte flere af forholdene, men ankede varetægtsfængslingen.

— Østjyllands Politi (@OjylPoliti) 6. marts 2018

Publiceret 07 March 2018 06:30

SENESTE TV