Mellem Himmel og Jord:

Ærlighed og uforstilthed og ordentlighed

Sognepræst Betty Højgaard har været i stolen hos Marcel Proust for at stille hans nysgerrighed

Af
Af Lars Norman Thomsen

- Hvor vil du helst tilbringe en vinterdag?

“Jeg ville gå ude på højderyggene i bakkerne i sol og frost og sne og se på landskab og køer og islandske heste og vildheste. Og inde ville jeg sætte mig foran brændeovnen med en god bog.”

 - Hvilke fejl er du mest overbærende overfor?

“De fejl, som man vedgår sig at have begået.”

- Hvilke egenskaber sætter du højst hos andre?

“Helt klart ærlighed og uforstilthed og ordentlighed.”

 - Dit bedste www. – link?

“Det er da www.google.com og www.dmi.dk”

 - Hvad ville du gerne være, hvis ikke du var præst?

“Måske skovfoged, i hvert fald noget ude med træer og dyr.”

- Hvad er en god gerning?

“Det er når nogen gør noget for en, som gør livet lettere for ham eller hende.”

 - En helt eller heltinde fra litteraturen?

“Det er den far i Jan Kjærstads roman om Jonas Wergeland, der tog sin af sorg sønderknuste søn med ind til sit orgel og lod ham ligge der, mens han spillede Bach. Han vidste at Bachs musik ville kunne hele Jonas. Og det gjorde den.”

- Hvis du kun havde én dag tilbage, hvad ville du så gøre?

“Det ved jeg ikke, men jeg ville nok finde det smukkeste sted at gå en tur og være sammen med min familie.”

- Har du et forbillede - eller flere?

“Jeg beundrer mennesker, der skaber noget, nye tanker, nye billeder, nye digte.”

- Hvad er det værste du kan forestille dig?

“At nogen går bag ryggen af mig og siger noget om mig, som de ikke tør sige til mig selv”.

- Hvad er meningen med livet?

“At leve det.”

- Hvad sætter du mest pris på hos dine venner?

“Det samme som i 3.”

- Hvad giver dit liv værdi?

“Først og fremmest det, at jeg lever og at jeg kan leve i frihed og at der er noget jeg skal og noget jeg kan.”

- Hvilket talent ville du gerne have?

“Jeg ville gerne kunne skabe noget med mine hænder.”

- Din drøm om lykken?

“At jeg må kunne blive ved med at leve, som jeg gør nu.”

- Hvad ville være den største ulykke for dig?

“At blive syg og miste min førlighed.”

- Hvad overvejer du for tiden?

“Hvor jeg skal bo, når jeg ikke skal bo i Agri Præstegård mere.”

- Hvad er din største bedrift?

“At have lært at leve med mine fejl og nederlag.”

 - Hvad vil du gerne huskes for?

“Noget godt.”

 - Har du et motto?

“Nej – men det kunne være noget i retning af: Man må gøre sig umage.”

 

 

 

Publiceret 26 February 2018 13:33

Lokalavisen Folkebladet nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Folkebladet
SENESTE TV