Kultur:

Den allersidste dans før vi går hjem

En aften om komponisten Kai Normann Andersen i Helgenæs Forsamlingshus

Af
Af Lars Norman Thomsen

Han er ophavsmanden til en sværm af stedsegrønne melodier som fortsat holder i vores moderne tider: 'Titte til hinanden', 'Man binder os paa Mund og Haand', 'Man bli'r saa glad, naar Solen skinner'... og de to evergreens fra filmen 'Mød mig på Cassiopeia (1951)', 'Musens sang' og 'Den allersidste dans' med Børge Mûllers slutlinjer: “Jeg kysser dig på gensyn du/Jeg har aldrig følt himlen så nær som nu/Jeg har aldrig følt himlen så nær som nu.”

Det er selvfølgelig komponisten Kai Normann Andersen, der er tale om. Kai Normann Andersen og Ellen Gottschalch boede i en periode af deres liv på gården 'Dammen' på Helgenæs.

De kom i 1961 til 'Dammen' fra en lejet gård på Stevns. Ellen Gottschalch havde forelsket sig i ejendommen på Helgenæs, der lå overfor forsamlingshuset, selv om Kai Normann Andersen ofte var i København, hvor parret også havde en lejlighed. 

”Ellen elsker den gamle gård , og man har søreme at gå rundt og forelske sig”, sagde Kai Normann Andersen, mens han blev fotograferet ved flygelet i 'Dammens salon', da Århus Stiftstidende var på besøg i september 1962. De lokale kaldte i øvrigt Kai Normann Andersen 'proprietæren'. (Kilde: Århus Stiftstidende 9. sept. 1962  - side 25.)

Han var utvivlsomt Danmarks førende underholdningskomponist i det 20. århundrede. Men trods berømmelse og et langt liv i showbusiness var Kai Normann Andersen en utrolig sky person.

1.000 sange

Netop Helgenæs Forsamlingshus lægger lokaler til en Kai Normann Andersen sogneaften torsdag 22. februar.

Tidligere organist, kor- og orkesterdirigent Gunnar Brønholt kommer og fortæller om den kendte komponist og hans populære melodier. Han skrev cirka 1.000 af slagsen.

Gunnar Brønholt vil causere over Kai Normann Andersens liv og tegne et billede af tiden, hvor man kunne gå til bal uden høreværn. Han vil fortælle om populærmusikkens udvikling i 1900-tallets første halvdel med udgangspunkt i Kai Normann Andersens melodier.

Arrangementet afsluttes med en afdeling, hvor deltagerne opfordres til selv at synge med på gode Kai Normann Andersen-sange, akkompagneret af foredragsholderen på klaver og harmonika.

Arrangementet begynder klokken 19.30. Der er som altid gratis adgang. Kaffen koster 40 kr.

Publiceret 21 February 2018 06:00

Lokalavisen Folkebladet nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Folkebladet
SENESTE TV