Debat:

Vi deltager ikke i Anders Samuelsen-vendetta

Af Jens Meilvang og Michael Vejlstrup, begge Norddjurs Kommunalbestyrelse - sidstnævnte er også lokalforeningsformand for Liberal Alliance:

"Vi skal være de første til at indrømme, at det har været sjovere at være en del af Liberal Alliance, end det er lige nu. Vores parti har fyldt utrolig meget i medierne den seneste tid, og det har ikke været for det gode.

Forhandlingerne i forbindelse med finansloven, skattereform og udlændingestramninger har været uskønne. Men når det er sagt, så er vores tillid i Norddjurs til partileder Anders Samuelsen og ledelsen i Liberal Alliance fuldstændig intakt.

Anders Samuelsen har allerede beklaget og undskyldt for det tumultariske forløb, og det har vi stor respekt for. Nu renser vi tavlen og kan begynde at tale politik igen.

Vi fik desværre ikke de skattelettelser, som vi havde håbet på. Men det havde nok været umuligt ligegyldigt, hvordan processen var blevet grebet an. Faktum er, at der er et borgerligt støtteparti i form af Dansk Folkeparti, som simpelthen ikke ønsker det. Det er dybt skuffende, for det burde være muligt for en borgerlig blok at lade borgerne beholde lidt flere af deres egne penge, når man bor i et land, der har verdens højeste skattetryk. Og i disse opgangstider er der sågar et råderum på næsten 40 milliarder kroner.

Når det ikke er muligt at lande en skatteaftale af den størrelse, vi kunne ønske os, så vi må tage det i små bidder. Og vi må huske på, at skatten er blevet sænket. Vi har fået skattelettelser på finansloven, registreringsafgiften på biler er blevet sat ned for tredje år i træk, skatten på arbejdsgiverbetalt telefon bliver sløjfet,og så bliver det billigere at køre over Storebælt.

Derudover har Liberal Alliance også fået afskaffet blasfemiparagraffen, givet større frihed i folkeskolen og indført et socialt frikort, der gør, at socialt udsatte nemmere kan få en fod inden for på arbejdsmarkedet.

Så der bliver leveret politiske resultater. Det sker ikke i det tempo, som vi kunne ønske, men det går i den rigtige retning. Det er det afgørende, og derfor er det også det helt rigtige at blive i regeringen. Og i Anders Samuelsen har vi den helt rette politiske leder.

Når stormen raser, rykker vi sammen i Liberal Alliance, og vi har den fulde tillid til, at ledelsen får partiet tilbage på rette spor. For vi har den politik, der skal til at løse de politiske udfordringer, Danmark står overfor."

Publiceret 11 January 2018 14:32

Lokalavisen Folkebladet nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Folkebladet
SENESTE TV