Ung mand efterlyses for overfald her ved Circle K i Østerbrogade i Grenaa.

Ung mand efterlyses for overfald her ved Circle K i Østerbrogade i Grenaa. Foto: Google Maps

16-årig dreng og pige overfaldet af ung mand i Grenaa

Ung mand kastede hjulkapsel og slog 16-årig i ryggen og ansigtet

To venner, en 16-årig pige og 16-årig dreng, var i nat på vej fra Circle K til Netto i Østerbrogade i Grenaa, da der blev kastet en hjulkapsel mod dem.

"Kan I gribe," råbte den unge mand, som sammen med andre drenge/mænd var på vej mod venneparret i modsatte retning, der kastede hjulkapslen.

Den 16-årige dreng spurgte, hvad han havde gang i, hvorefter hjulkapsel-kasteren gik hen til ham, mens de andre i gruppen gik videre, oplyser Østjyllands Politi.

Den 16-årige har til politiet forklaret, at de råbte lidt ad hinanden, hvorefter han gik videre. Han nåede dog ikke langt, før den unge mand tog fat i ham bagfra ved at lægge en arm om hans hals og lægge ham ned, hvorefter han slog ham flere gange i ryggen og i ansigtet. Den 16-årige pige forsøgte at skille dem ad, men endte også selv på jorden, inden hendes ven fik revet sig fri og løb væk.

Gerningsmanden beskrives som:

  • Dansk af udseende
  • 22-25 år
  • 185-190 cm høj
  • Lys i huden og med brunt, kort hår
  • Havde et bredt smil, mørkebrune skægstubbe, lige tænder og fremhævet kæbe
  • Talte dansk
  • Var iført rød/orange trøje og kasket i samme farve

Østjyllands Politi vil gerne høre fra vidner, der kan have set episoden, der skete onsdag klokken 01.45 ved Cirkle C i Østerbrogade i Grenaa. Oplysninger i sagen kan gives til politiet på telefon 114.

jr

Publiceret 07 August 2019 12:40