Foto: Østjyllands Politi

Foto: Østjyllands Politi

Fire personer dømt for voldtægt og grov vold mod 18-årig i Allingåbro:

"Usædvanlig grov sag"

Ung kvinde blev holdt fanget i timevis og blev mishandlet. Nu er fire personer idømt i alt 16 års fængsel

Fredag blev der sat et foreløbigt punktum i en uhyggelig sag fra Allingåbro i Norddjurs Kommune.

Sagen omhandler mishandlingen af en 18-årig kvinde, som 9. august 2018 blev holdt fanget på en adresse i Allingåbro, hvor tre mænd og en kvinde udsatte hende for en umenneskelig behandling.

Fredag valgte Retten i Randers at idømme dem fængselsstraffe.

    Den 26-årige mand blev idømt seks års fængsel og udbad sig betænkningstid i forhold til at anke.

    Den 25-årige kvinde blev idømt fem et halvt års fængsel og ankede dommen.

    Den 22-årige mand blev idømt tre års fængsel og ankede dommen

    Den 17-årige mand blev idømt halvandet års fængsel og udbad sig betænkningstid i forhold til at anke

Alle blev dømt skyldige i voldtægt, andet seksuelt forhold end samleje, grov vold, frihedsberøvelse, trusler og vidnetrusler, men straffen til de dømte var forskellig og blev blandt andet vurderet ud fra, hvor aktive de var under mishandlingen, oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Ekstrem tortur

Det var angiveligt en mindre uoverensstemmelse om nogle penge, der udviklede sig, da den 18-årige kvinde var på besøg i Allingåbro.

Hun kendte den 25-årige kvinde, der havde introduceret hende for de tre mænd. Det endte med, at alle fire personer i fællesskab var med til at spærre den 18-årige kvinde inde, hvorefter de gentagne gange sparkede og slog hende.

Under tilfangetagelsen blev hun ifølge anklageskriftet både presset ind i et hundebur, og hun blev også slået med kosteskaft, flasker og poolstave.

På et poolbord blev den 18-årige holdt fast og voldtaget, og da hun skreg og strittede imod, blev hun af den 26-årige voldtægtsmand truet med kniv og fik stukket en klud i munden, uden at de andre greb ind. Den 25-årige kvinde opfordrede sågar den 26-årige mand til voldtægten.

Som om det ikke var nok blev den 18-årige udsat for andre former for tortur med dartpile, der blev kastet på hende. Ydermere fik hun hældt sprit i munden og knækkede en tand ved det.

"Usædvanlig grov sag"

Efter flere timer fik den 18-årige endeligt lov til at gå, men blev truet med, at hun ville blive slået ihjel, hvis hun sladrede til politiet.

Forholdet blev dog alligevel anmeldt, og det lykkedes hurtigt politiet at finde frem til de fire gerningsmænd.

"Det er en usædvanlig grov sag, hvor en ung kvinde gennem flere timer bliver udsat for meget grov vold, andet seksuelt forhold end samleje og voldtægt. Derfor er jeg også tilfreds med, at retten med dommen viser, at det er en meget alvorlig forbrydelse, som de fire personer udsatte kvinden for. Jeg er særligt tilfreds med, at alle tiltalte blev dømt for grov vold og voldtægt, selvom de ikke alle nødvendigvis var aktive deltagere. Det sender et klart signal om, at man også er skyldig, hvis man har været aktiv og derefter forbliver på stedet og undlader at gribe ind," siger senioranklager Birgitte Ernst.

dp

Publiceret 12 April 2019 15:31