Afbrændingsforbud ophævet på Djursland

Beredskab & Sikkerhed har ophævet forbud mod afbrænding

Beredskab & Sikkerhed skriver på sin hjemmeside, at man har ophævet afbrændingsforbuddet i Randers, Favrskov, Norddjurs og Syddjurs Kommuner med undtagelse af Anholt.

"Afbrændingsforbuddet ophæves efter grundig vurdering af vores indsatsledere, som jævnligt kører til mark- og naturbrande i kommunerne og efter at have modtaget en opdatering af DMI’s tørkeindeks, som er faldet til 3-6 ud af 10," skriver beredskabsdirektør Kasper Sønderdahl.

Brandvæsnet opfordrer til, at man fortsat er yderst forsigtig ved brug af åben ild og sørger for at holde god afstand til bygninger og vegetation. Til trods for tre dages regn er der stadig knasende tørt mange steder i Randers, Favrskov og på Djursland.

"Vi vil gerne sige tak for den store forståelse og respekt, der har været omkring over afbrændingsforbuddet. Vi har lykkeligvis været forskånet for meget omfattende, langvarige og ødelæggende naturbrande i vores område," skriver beredskabsdirektøren.

jr

Publiceret 16 August 2018 06:38

SENESTE TV