Tricktyv med 200-kroneseddel og tilbudsavis stjal kvindes dankort

Kvinde i Grenaa blev onsdag udsat for et tricktyveri i køen i Netto

En 61-årig kvinde anmeldte onsdag, at hun var blevet udsat for et tricktyveri, og at gerningsmanden nu havde hævet penge på det dankort, han havde stjålet. Kvinden forklarede, at hun klokken 11.13 blev kontaktet af en mand og en kvinde, der stod bag hende i køen i Netto på Østerbrogade i Grenaa.

Her havde manden viftet med en 200-kroneseddel, som han påstod, at kvinden havde tabt. Det afviste hun dog og passede godt på sine ting, da hun følte sig utryg ved hans henvendelse.

Da hun efterfølgende kom ud i sin bil, bankede den samme mand på. Ifølge den 61-årige rakte han her en tilbudsavis ind over passagersædet, hvor hendes taske stod, og spurgte om byttepenge til en mønttelefon. Derefter opdagede kvinden, at hendes dankort var væk.

"Politiet har desværre ikke et signalement af gerningsmanden og kvinden, han fulgtes med. Østjyllands Politi anbefaler, at man er særligt opmærksom, hvis man får en lignende henvendelse, og passer godt på sine værdigenstande under en eventuel samtale med fremmede," skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.

jwh

Publiceret 02 August 2018 19:28

SENESTE TV