25-årig kræves fængslet for brand i Grenaa

Hun er sigtet for at sætte ild til sin egen lejlighed og flygte derfra uden at alarmere naboer og myndigheder

Af
Jeppe Rafn

Opdatering: Kvinden blev varetægtsfængslet i fire uger på en psykiatrisk afdeling.

Østjyllands Politi vil i dag kræve en 25-årig kvinde varetægtsfængslet for at sætte ild til sin egen lejlighed i Strandgade i Grenaa.

Ifølge sigtelsen satte kvinden ild til sit vasketøj og flygtede derefter fra stedet uden at alarmere naboer, brandvæsen eller politi.

Kvinden løb hen til et familiemedlem og fortalte, noget var gået galt, hvorefter familiemedlemmet ringede til politiet og gav denne oplysning videre. Politiet vidste derfor ikke, at det var en brand, man kom ud til, da en patrulje kørte ud til lejligheden i Strandgade.

Brandvæsnet blev tilkaldt og fik slukket branden. Heldigvis kom ingen til skade i ejendommen.

Branden skete natten til torsdag, hvorefter den kvinden blev indlagt på en psykiatrisk afdeling.

Hun bliver fremstillet i grundlovsforhør i dag klokken 10 i Retten i Randers med krav om varetægtsfængsling, formentlig i surrogat på en psykiatrisk afdeling.

Østjyllands Politi oplyser til Lokalavisen, at anklageren formentlig vil kræve lukkede døre ved grundlovsforhøret. Det vil sige, at pressen og andre interesserede ikke kan være med ved selve retsmødet, men kun høre sigtelsen.

Publiceret 13 July 2018 09:45

SENESTE TV