Østjylland:

Laveste antal juleindbrud i mange år

Lidt flere i Aarhus end sidste år, men langt færre i de andre østjyske kommuner

Julen 2017 blev et nyt rekordår for antallet af indbrud i Østjyllands politikreds. Vel og mærke en positiv rekord, idet der er begået 10 procent færre indbrud mellem jul og nytår end sidste år.
Østjyderne har i år anmeldt 164 indbrud i privat beboelse mod 187 indbrud sidste år, der indtil da var det laveste antal juleindbrud i fem år. Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
"Et indbrud er altid et indbrud for meget. Derfor er det positivt, at færre og færre østjyder får sig en ærgerlig overraskelse efter en hyggelig juleferie. Det er svært at sige, hvad årsagen til faldet præcist kan være. Det er et område, vi har stort fokus på, både ved at være på gader og stræder med gode råd til borgerne og med ekstra patruljering i de områder, som har været særligt plaget af indbrud. Det vil vi også arbejde målrettet med i 2018, for vi ser helst, at tallene kommer endnu længere ned," siger vicepolitiinspektør Carsten Kousgaard i pressemeddelelsen fra Østjyllands Politi.
Ifølge politiet er det lykkedes at varetægtsfængsle flere formodede indbrudstyve i december.
De færre indbrud i julen flugter også med den generelle tendens for indbrud i Østjylland, hvor antallet af indbrud i privat beboelse er faldende. Siden 2013 er antallet af indbrud i private hjem faldet med næsten 30 procent i politikredsen.
"Rigtig mange østjyder er blevet bedre til at sikre deres hjem. Både ved at alliere sig med naboen via nabohjælp og ved at sikre huset med de teknologiske remedier, man kan få i dag. Så det er i høj grad også borgernes egen fortjeneste, at antallet af indbrud er for nedadgående," siger Carsten Kousgaard.
Anmeldelser fra 20. december 2017 til 3. januar 2018 fordelt på kommuner: 
Aarhus: 133 (121 i 2016)
Norddjurs 4 (8)
Syddjurs 3 (18)
Favrskov 6 (15)
Randers: 18 (25)
jr
 

Publiceret 10 January 2018 08:30

Lokalavisen Folkebladet nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Folkebladet
SENESTE TV